Lægning af teakdæk

At lægge nyt teaktræsdæk er  et stort arbejde at gå i gang med, og da materialerne er dyre, vil vi her give lidt instruktion i, hvordan du får et flot og holdbart resultat ud af din investering. Vores Nautichem S30 nådfugemasse er desværre udgået, hvorfor vi henviser til andre forhandlere.

Klæbning af teaktræ til dæk

Det ønskede område ”indrammes” med en god masking/ afdæknings tape. For at øge vedhæftningen anbefales det at slibe underlaget med en korn P120. Aftør efterfølgende overfladen med isopropylalkohol eller andet fedtafrensende, så den er ren og tør. Til sammenføjning af teak til underlaget kan anvendes Nautichem S40 eller 3M 5200FC. Klæberen påføres underlaget i et jævnt lag, brug f.eks. en B2 tandspartel, det gør arbejdet lettere. Anvendes S40, skal der ikke påføres klæber i et større område end du kan nå at sammenføje indenfor 30 min. 3M 5200FC kan sammenføjes efter 4 timer. Pres teaktræet godt ned i limmassen. Er der spændinger i træet, skal der pres på, læg noget tungt, evt. sandsække, ovenpå listerne, så listerne bliver holdt fast i den rette position. Mange samler listerne i større plader først og monterer disse for at lette håndteringen. Lad S40 klæberen hærde i min. et døgn eller 3M 5200FC 3 døgn, før der startes med nådfugningen.

Nådfugning

Inden du går i gang med fugearbejdet, er det vigtigt at alle nådder er rene og fri for støv. Støvsug evt. alle nådder. Til vandrette flader anvendes den valgte nådfuge, f.eks. TDS nådfugefugemasse . Til lodrette flader anvendes S40, der er mere tyktflydende. Det anbefales at bruge primer, da det giver den største sikkerhed for en optimal vedhæftning. Sørg for at især siderne af fugen bliver primet. Når der fuges, skal fugemassen helt ned i bunden af nådden. Påfør så meget masse, at nådden er fyldt så meget op, at der ”buler” lidt op over nådden. Fugemassen synker en anelse (ca. 5%) under afhærdningen, men da den flyder ind i overfladen og ud i alle kanter, er det vigtigt at ”overfylde” nåden. Når fugningen er overstået, anbefales det at flade den våde fugemassen ud med en spartel, så der undgås luftbobler i fugen. Dyp spartelbladet i sæbevand for at undgå at fugen hæfter på spartlen. Lad S40 tørre i min 2 -3 dage alt efter temperatur.

Fjernelse af overskydende fugemasse

Skær det værste af den overskydende afhærdet fugemasse af med et skarpt stemmejern. Vent et døgn eller længere med at slibe i den resterende overskydende fugemasse. Slib med en korn P60, så fugen er jævn med overfladen og alt det uønskede er væk. Sørg for at slibe på langs med fugerne. Herefter kan der finslibes med en korn P120 for at få en pænere overflade, og mindre slibespor i overfladen.
Ønskes et lakeret teakdæk, bør der ventes i mindst en uge før dette bliver udført.
God arbejdslyst – og er der spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

Indkøbskurv
Scroll to Top